Energidebat III

Europabevægelsen afholdte den 20. januar kl. 9.00-10.30 i Europahuset, det tredje arrangement i rækken af Danmarks Energi-stafet. Overskriften og temaet for arrangementet var denne gang europæiske energimål, som blev behandlet gennem oplæg fra Ulrich Bang, EU-chef hos Dansk Energi, Lars Bach, klimapolitisk rådgiver hos DI Energibranchen og John Nordbo, leder af miljøfaglig afdeling hos WWF. Dernæst efterfulgt af politisk debat af energiordførerne Steen Gade, Villum Christensen og Lars Chr. Lilleholst, fra henholdsvis SF, LA, og V. Ulrich Bang talte om de spekulationer der gøres omkring fremtidens energikilder, og hvilke kraftværker vi skal se i fremtiden. Han fortæller at det er et vigtigt valg om det skal være gas, kul eller måske fossilfrit, for faktum vil være, at det er de valg vi træffer idag, som vil diktere den CO2 udledning vi vil opleve i 2050. EU-chefen gav samtidig et indblik i de tendenser der er på det energipolitiske område, og fortæller at CO2 kvoteprisen er faldet fra 2008, som en naturlig reaktion af udbud og efterspørgsel. Derudover er oliepriserne steget, hvilket er af signifikant betydning for EU, eftersom 85% og 65% af henholdsvis den olie og gas, som vi forbruger i EU er importeret. Han fremhæver iøvrigt vigtigheden i nytænkning omkring investeringer, for med de pressede statskasser, vil vi få brug for nye og innovative investeringsmodeller. Det lyder som en fornuftig indgangsvinkel, når han efterfølgende fortæller om emnet “low carbon strategy”, som blev diskuteret til et møde i EU-rådet. Analyser projekterer at vi har et ikke stigende energiforbrug, men et stigende el-forbrug frem mod 2050. Analyserne viser så yderligere at uanset energikilde - olie, vind etc. så vil omkostningerne i sidste ende blive omtrent de samme. Lars Bach overtog herefter som oplægsholder, og indtog deltagernes opmærksomhed, med en mere spekulativ indgangsvinkel til energiinvesteringer. Han indleder med at fortælle, at energi koster 21% mere i EU end i USA, og 120% mere end i Kina. Faktaene efterfølges af et bekymret udsagn om at produktion og forbrug af energi er vigtige elementer for økonomien. Lige som Ulrich Bang, talte Lars Bach også om at træffe valg af energikilder, men også om de bekymringer der kunne være ved at vælge netop nu. For hvem ved hvad fremtiden byder, og om vi efter blot et par år vil se en ny og bedre teknologi rejse sig. Det er vigtigt at have fremtidens muligheder med sig in mente, for Lars Bach mener stadig vi mangler svar på hvad omstillingsomkostningerne på kort sigt vil være, for at omstille til grøn energi. John Nordbo fra WWF lægger hårdt ud med sit oplæg, og fortæller om de konsekvenser vores forbrug af fossile brændstoffer har. Et stort underskud på 153 mia Euro på handelsbalancen er hvad vores forbrug har ført til, og vi kan ikke stoppe importen af fossile brændstoffer over ét, fortæller John Nordbo. Vi kan derimod gøre en indsats for at skabe bedre balance, og man bør derfor tænke i investeringsløsninger, som vil gøre os mindre afhængige af importen. Han fortæller i den forbindelse, at der vil være gode økonomiske argumenter for at satse på grøn energi. Han fremhæver at EU har en vigtig rolle i denne process, for allerede nu er ca. halvdelen af landenes energiindsatser grundet af EU-politik, og man bør derfor planlægge udbygningen af vedvarende energi. Efter oplægsholderne fik debatpanelet en kort kommentar, og overordnet set ville Villum Christensen af med kvoterne. Lars Chr. Lilleholst mente at vi skulle have en fortsat høj national målsætning, men at der fra EU’s side bør presses yderligere på. Han mener at det er ok at sætte høje nationale mål, men at det ville give et bedre resultat hvis EU samlet set var mere ambitiøs på området. Da de korte kommentarer fra debatpanelet var sendt i luften, kunne de fremmødte energiinteresserede stille spørgsmål i debatten, hvor en række kompetente spørgsmål blev behandlet om fossile brændstoffer, grøn energi, afgifter og den nye regerings betydning.  


EU og naboerne

Til Europabevægelsens første arrangement om EU og naboerne, der er blevet til i samarbejde med Nationalmuseet, fortalte dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen om EU's forhold til den islamiske verden, og gav et uddybende indblik i, hvordan Europas og Mellemøstens historier har udviklet sig side om side, og hvoraf nutidens problematiske forhold udspringer. Efterfølgende gav seniorforsker ved DIIS, Ulla Holm, en analyse af, hvad de nordafrikanske lande vil have af betydning for EU i fremtiden. Den sidste oplægsholder, den russiske forfatter og filminstruktør, Sonja Vesterholt, underholdt forsamlingen med anekdoter fra sin barndom i kommunismens Rusland, og gav et bud på, hvordan fremtiden ser ud for det russiske demokrati. Jan Wammen Dam var ordstyrer på det spændende arrangement. Omkring 55 mennesker havde fundet vej til Nationalmuseet, hvor Europa-udstillingen ligeledes kan ses frem til d. 3. juni.


Konference: Kina og EU

Den 12. januar 2012 16-19.00 afholdte Europabevægelsen en konference om Kina og EU i Shells lokaler, Mikado House i København. Konferencen bød på  fem interessante oplægsholdere, der alle kom med berigende og tankevækkende oplæg for de knap 50 engagerede deltagere. Lene Espersen (MF, K) fortalte, at Europa bør forandre indstillingen til Kina, og erkende, at USA og EU er ved at miste økonomisk slagkraft. Problemet er, at EU mangler en klar strategi over for Kina, da der er mangel på koordination af værdi- og handelspolitik. Ambassadør Friis Arne Petersen understregede, at Kina respekterer EU og elsker europæisk kultur, men at EU mangler en markering over for og anerkendelse af Kina som en global aktør. Både EU og Kina er afhængige af en åben verdensøkonomi, men i Europa er vi begrænsede af forskellige styresystemer, en historie med våbenembargo og for meget bureaukrati. Journalist Mette Holm understregede, at der er sket umådelige fremskridt på menneskerettighedsområdet. Dog er det problematisk, at Kinas kommunistpartis forfatning står over landets forfatning, og selvom der fx er kommet større retssikkerhed, er der stadig ingen nåde over for systemkritik. Glen Mikkelsen fra DI belyste situationen i forhold til danske virksomheder. Endvidere pegede han på nødvendigheden af at forstå den store og alvorlige udfordring, som det europæiske kontinent står overfor i forhold til øget kinesisk konkurrence. Glen Mikkelsen mente, at det er essentielt at holde fast i, at de danske virksomheder - under rette forudsætninger - har mulighed for succesfuldt at investere i Kina. Samtidig gav han udtryk for, at det er problematisk for danskernes viden om Kina, at der kun er fem danske journalister, der permanent bor i Kina. Dette skaber grobund for myter om Kina, eksempelvis dén at kineserne ikke er gode til innovation. Jonas Parello-Plesner fra tænketanken European Council on Foreign Relations bed mærke i, at eurokrisen har været med til at overskygge udenrigspolitikken, og at topmødet mellem Kina og EU blev aflyst uden egentlige bemærkninger. Udviklingen har forandret sig siden 1990’erne, og nu er det Kina, der har mulighed for at lægge økonomisk pres på os, hvis vi træffer upopulære beslutninger. Budskabet var derfor, at vi i EU bliver nødt til at stå sammen, hvis vi ikke skal ende som 27 retter på en kinesisk menu. Parello-Plesners medbragte publikationer, der blev revet væk, kan hentes via European Council on Foreign Relations’ hjemmeside. Se billeder fra konferencen her.


Et fælles europæisk asylsystem?

Det sidste seminar i rækken om EU's rolle i verden, tirsdag d. 10. januar 2012, bød på berigende oplæg ved Dorte Smed, specialkonsulent i Dansk Flygtningehjælp, og Amnon Lev, adjunkt ved Københavns Universitet. Efter oplæggene var der tid til spørgsmål med Yildiz Akdogan som ordstyrer. Der var mødt ca. 50 spørgelystne og engagerede deltagere op i EuropaHuset. Billeder kan ses her. Gennem oplæggene fik vi indsigt i hele processen hen imod et fælles europæisk asylsystem (i år 2012?), der skal forbedre vilkårene for international beskyttelse. Samtidig fik vi et godt indblik i de europæiske (historiske) konstruktioner, som har indflydelse på beslutningstagningen og viljen/evnen til at foretage europæisk flygtningebeskyttelse. Dorte Smed berettede om de stadig store forskelle i godkendelsesfrekvensen, som bunder i de europæiske medlemslandes forskellige fortolkning og implementering, sammen med manglen på solidaritet og gensidig tillid, der forårsager en vis usikkerhed for flygtningen. Processen hen imod en harmoniseret asylprocedure har været lang, og EU’s mangel på gennemslagskraft på området kan bunde i hele sammensætningen af den Europæiske Union. Amnon Lev fortalte om EU’s samling af flere suveræner, der i sig selv stiller hele konstellationen noget ambivalent, også i forhold til asyl. Der er i disse tider megen kritik af eksternaliseringen af EU’s asylpolitik, men EU’s konstruktion gør, at fokus netop forskydes fra de nationale grænser til de fælles eksterne – sådan har det ifølge Amnon Lev altid været arrangeret. Problemstillingen i forbindelse med asylpolitik bliver, når hele sondringen omkring suverænitet og fællesskab er lidt uskarp. Asylspørgsmålet bliver kompliceret, når medlemslande kærer omkring egne grænser og interesser, alt imens de er i et (sløret) europæisk fællesskab. Udsigterne til forbedrede asylstandarder er med Common European Asylum System (CEAS) gode. Vejen er vist – nu gælder det bare om i solidaritet at følge den.


Energidebat II

Den 13. december kl. 9.00-10.30 afholdt Europabevægelsen anden del af Energistafetten i Europa-Huset i København. Temaet denne gang var Det Danske Formandskab og der var oplæg fra Martin Lindgreen, Chef for EU-kontoret i Klima-, Energi- og Bygningsministeriet samt Anders Lyngaa Kristoffersen, Public Affairs Manager i Novozymes. Martin Lindgreen fortalte om Klima-, Energi- og Bygningsministeriets prioriteter og ønsker under det danske EU-formandskab, og han fremlagde en række af de punkter, som ministeriet vil fremlægge for Kommissionen under formandskabet. Anders Lyngaa Kristoffersen holdt et oplæg omkring Novozymes' energiprioriteter. Her kom han blandt andet ind på de problematikker, der kan være omkring olie og hvilke effekter, de stigende oliepriser kan have i fremtiden. Efter oplæggene var der tid til spørgsmål fra de fremmødte, og der var en god debat omkring Danmarks rolle på energiområdet under formandskabet. Se invitationen for arrangementet her: Invitation energistafet 2. 13.12.11 Vi glæder os meget til det næste arrangement i Energistafetten, der finder sted d. 20. januar i Europa-Huset. Temaet for denne stafet er Europæiske Energimål. Arrangementet er en del af et større energi-projekt (Energi-stafetten), som består af seks debatarrangementer, en projektkonkurrence om energi og en energimesse. Energi-stafetten er blevet til i samarbejde med DI Energibranchen, Dansk Erhverv, Dansk Energi og Dansk Shell.


Næste side »