Benn Q. Holm

Onsdag d. 18. januar 2012 afholdt Europabevægelsen årets første forfatteraften. Igen i år byder vi på et spændende program med mange forskellige forfattere, der gennem deres fortællinger afslører hver deres syn på Europa, europæisk historie og kultur. Aftenens forfatter var storbyforfatteren Benn Q. Holm, der fortalte om sit forfatterskab og sin nyeste roman ”Byen & øen” fra 2011. Her følger vi fem venner gennem tre årtier, fra starten af 1980'erne og frem til nu. De møder hinanden i gymnasietiden i København, hvorefter de splittes op, og deres liv og arbejde udspiller sig fra det kolde Island til flygtningelejre i Sierra Leone, fra den amerikanske østkyst til Thailands turistfælder. Men også vigtige begivenheder i Europa efterlader indtryk i bogen, og særligt i krigen på Balkan bliver én af historiens hovedpersoner fanget og dybt involveret. Cirka 25 fremmødte havde denne januaraften trodset kulde og regn, og Tranquebars hyggelige stemning var med til at skabe rammerne for en rigtig god aften. Benn Q. Holms fortælleevne giver i dén grad en særlig stemning - både i bogen og ved hans tilstedeværelse denne aften. Vi glæder os meget til næste forfatteraften d. 22. februar, hvor Jørgen Johansen vil fortælle om pilgrimme og pilgrimsruterne på baggrund af sin bog; ”Vejene til Santiago”.  


Forfatteraften med Birgithe Kosovic

Onsdag den 12. oktober 2011 bød Europabevægelsen velkommen til Birgithe Kosovic, der fortalte og svarede på spørgsmål om sin seneste roman ”Det Dobbelte Land”. Forfatteraftenen blev afholdt i rejseboghandlen Tranquebar i Borgergade, København. Arrangementet faldt pudsigt nok samme dag, som Serbien officielt blev kandidat til optagelse i EU. ”Det Dobbelte Land”, der tog Birgithe Kosovic ti år at færdiggøre, omhandler en af vor tids store rædsler i form af krig og splittelse i det tidligere Jugoslavien. Romanen er fiktiv, men er baseret på flere virkelige hændelser og personer i familien til Birgithe Kosovics far. Livshistorierne bringer læseren helt tæt på landets konflikter, og hvordan de påvirker de folk, der må leve under hændelserne. Særligt hendes onkels livshistorie følges, og man oplever, hvordan han forråder og svigter både sig selv, sin familie, sine venner og hvad han tror på. Bogen har vundet Danmarks Radios Romanpris 2011 og er nomineret til nomineret til både Weekendavisens og Danske Banks Litteraturpris. Europabevægelsens næstformand Ellen Trane Nørby, folketingsmedlem (V), introducerede Birgithe Kosovic til de ca. 30 gæster, der efter oplægget kunne stille Birgithe Kosovic spørgsmål om bogen og hendes opfattelse af Jugoslavien. Se billeder fra aftenen her. Arrangementet var både medrivende og spændende, og Europabevægelsen ser frem til d. 14. december endnu at byde en forfatter velkommen samt uddele Europabevægelsens litteraturpris.


Forfatteraften med Pola Rojan

Onsdag d. 24. august 2011 havde Europabevægelsen arrangeret forfatteraften på bogcafeen Tranquebar i det indre København. Aftenens forfatter var journalisten Pola Rojan, hvis første bog ”Ergenekon – Tyrkiet bag facaden” udkom sidste år. Gennemgående for bogen er, at den beskriver forbrydelser og drab, som i mange tilfælde er forblevet uopklaret eller hvor forbryderen efter kort tid er blevet løsladt, uden offentligheden har fået forklaring herpå.  Anmeldere har betegnet bogen som en krimi, der blot bliver endnu mere gruopvækkende af, at den faktisk bygger på virkelige hændelser. Forfatteraftenen var en stor succes med over 80 fremmødte, og Yildiz Akdogan (S) bød velkommen og var ordstyrer, da publikum efter oplægget kunne stille spørgsmål til forfatteren. Blandt de mange emner og spørgsmål til forfatteren blev også Tyrkiets forhold til EU debatteret med forfatteren. Det var en rigtig god aften, og vi glæder os meget til næste forfatteraften d. 12. oktober. Se billeder fra aftenen her.


Forfatteraften med Keld Broksø

Torsdag den 16. juni 2011 havde Europabevægelsen arrangeret forfatteraften på bogcafeen Tranquebar i det indre København. Aftenens forfatter var journalist Keld Broksø, der fortalte om sin bog ”Pengemuren”, der er en medrivende fortælling om olieforsyning, pengeinteresser og magt i og omkring Europa. Bogen, der med forfatterens egne ord bedst kan beskrives som en international thriller, omhandler den enorme korruption, der finder sted omkring olieforsyningen i så forskellige lande som Aserbajdsjan, Norge og Tyrkiet. Bogen, der var 4 år undervejs, blev primært skrevet da Keld Broksø syntes, at det var vanvittigt, at der ikke tidligere var udgivet en dansk thriller om olieforsyning. Broksø fortalte om sine besøg på boreplatforme samt sin fascination af Aserbajdsjan og de enorme forskelle på rig og fattig, der eksisterer i landet. For at gøre bogen mere realistisk, lånte han en lejlighed i Tyrkiet, hvor nogle af de mange indtryk, lyde, lugte og stemninger er kommet med i ”Pengemuren”. ”Pengemuren” er skrevet i en global storpolitisk ramme, der beskriver nogle af de følger, som hører med handel med olie og de enorme pengesummer og korruption, det medfører. Broksø spurgte retorisk, om det er muligt at komme ud af dette miljø med helt rene hænder… Efter oplægget om bogen var det mulighed for at stille spørgsmål til forfatteren. De ca. 20 fremmødte var meget interesserede, og der var en livlig diskussion om korruption, klima- og sikkerhedspolitik samt udviklingen i Aserbajdsjan, der er nødsaget til at spille på flere heste i forbindelse med grøn teknologi såvel som med landets olieforsyning. Se billeder fra aftenen her.


Forfatteraften med Adda Djørup

Adda Djørup skød rækken af 2011's forfatteraftener i Europabevægelsen i gang! Vinderen af EU’s litteraturpris i 2010, Adda Djørup, var den første, der gæstede Europabevægelsens forfatteraftener på cafeen Tranquebar. Det skete d. 2. februar 2011. Adda mener selv, at litteratur er nøglen til forståelse mellem personer og kulturer. Litteraturfremmende aktiviteter kan derfor betragtes som et særdeles nyttigt redskab i den igangværende proces for udvikling og opretholdelse af demokrati. Adda Djørups bog ”Den mindste modstand” er en finurlig bog, som anvender sproget på en sjov måde. Der var ca. 30 samlet til forfatteraftenen, hvor Adda gav et indblik i, hvad der fik hende til at skrive bogen og hvilke overvejelser, der ligger bag bogens karakterer. Desuden gav hun en forsmag på, hvad hendes næste udgivelse kommer til at handle om.


Forfattermøde med Per Nyholm

Tirsdag den 24. marts 2009 kl. 17-18.30 var der fyraftensmøde med forfatteren og journalisten Per Nyholm, der har skrevet den meget roste bog, Europæerne. Omkring 25 interesserede tilhørere deltog i arrangementet, der foregik på Europabevægelsens sekretariat på Bremerholm 6 og der var mange gode spørgsmål efter det spændende oplæg.