Fredagscafe på Bremerholmen
Fredag den 10. december 2010 afholdte Europabevægelsen fredagscafe for medarbejdere, frivillige, medlemmer og venner af huset. I denne anledning kom Rasmus Schjødt fra udviklings-ngo’en Concord Denmark og fortalte om organisationens samarbejde med EU’s institutioner og EU’s rolle i udviklingsarbejde, mere generelt. Han lagde vægt på, at CONCORD har et godt samarbejde med EU-institutionerne og at EU løbende forsøger at skabe sammenhæng mellem udviklingsarbejde og dets andre politikområder og projekter. Efter oplægget forsatte de inviterede med at debattere og stille spørgsmål til Rasmus Schjødt. Der kunne købes øl og vand i baren. Arrangementet sluttede kl. 20.00. Næste fredagsbar vil finde sted d. 14. januar 2011. Her vil Jens Kristian Lütken, informationskonsulent i Europabevægelsen og landsformand for SILBA, holde et oplæg om det at være valgobservatør i Østeuropa. Se billeder fra arrangementet her.
‘Udrykningsgruppen’ på Frederikshavns Handelsskole
Mandag d. 6 december 2010 tog Europabevægelsen til Frederikshavn Handelsskole for at holde oplæg om EU’s institutioner og historie samt om EU’s klima og miljøindsats. Dagen blev afsluttet med workshops om Det Indre Marked, forbrugerpolitik, landbrug, euroen og klima. Europabevægelsen foretager normalt heldags-arrangementer i forbindelse med de roadtrips, hvor bevægelsen tager ud til landets gymnasier og undervisningsinstitutioner – roadtrips strækker sig op til 6 dage. Denne gang blev det 3.5 times intenst indsats og undervisning. Eleverne og lærerne var veloplagte og positive, og de havde forinden besøget haft et længere undervisningsforløb omkring EU og globalisering. Besøget blev en god afslutning og opsamling på dette! Se billeder fra dagen.
Rejse til Albanien
Den 10.-14. november 2010 drog to medarbejdere fra sekretariatet, en repræsentant fra den internationale bestyrelse samt landsformanden til Tirana for at mødes med vores søsterorganisation, Den Albanske Europabevægelse. Britta Thomsen, medlem af Europaparlamentet for Socialdemokraterne, deltog også. Besøget var et led i det samarbejde Den Danske Europabevægelse har etableret med Europabevægelsen i Albanien, hvor vi fungerer som mentororganisation for vores albanske kollegaer, som arbejder i en yngre og mindre organisation for at oplyse den albanske befolkning om EU. Det var en utroligt interessant tur, hvor vi blev vidner til den spændende albanske kultur og den albanske befolknings store glæde over landets nylige visumliberalisering. Vi mødtes med flere medlemmer fra det albanske Parlament, samt den albanske udenrigsminister der bl.a. fortalte om Albaniens forhold til deres naboer. Vi fik også lejlighed til at møde den danske ambassadør i Tirana, Karsten Ankjær Jensen, der fortalte om Albanien fra et dansk perspektiv. Landsformanden og Britta Thomsen var desuden inviteret til at tale ved en konference, hvor specielt menneskehandel og Albaniens vej mod EU blev diskuteret. Konferencen blev dækket af 4 albanske tv-stationer, hvoraf en af dem bad om et ekstra interview med Britta Thomsen og landsformanden den efterfølgende dag. Så alt i alt var det en rigtig god og spændende tur, hvor vi blev klogere på Albanien og blev inspireret til nye måder at videreformidle EU-stof på. Se billeder fra turen her.
Kulturnat på Bremerholm
Fredag d. 15. oktober 2010 var der kulturnat i København, og i den anledning havde Den Danske Europabevægelses sekretariat inviteret til europæisk ølsmagning på Bremerholm 6. Fremmødet til ølsmagningen var over al forventning, og over 700 mennesker måtte gå forgæves grundet manglende plads. De heldige, der kom ind, smagte øl fra Tjekkiet, Danmark, Holland og Belgien, alt imens de blev klogere på øl af ølentusiasten, Mads Svaneklink. Se billeder fra det velbesøgte arrangement her.
Europa-Messe 2010
Årets Europa-Messe blev afholdt den 24. september 2010 på Københavns Universitet. Her var Europabevægelsen repræsenteret sammen med Europæisk Ungdom på en af de ca. 25 stande, som ønskede at sprede deres budskab om Europa. Messens deltagere bestod primært af gymnasieelever der havde sat formiddagen af til at besøge Festsalen hvor messen fandt sted. Flere af eleverne havde spørgsmål omkring EU, og på standen var det muligt at få forskellige af Europabevægelsens publikationer, samt deltage i en EU-quiz hvor der bagefter blev trukket 5 heldige vindere af en biografbillet. Se flere billeder fra dagen her.