Horizon2020

  Pressemeddelelse fra Europabevægelsen Horizon2020 sikrer danske arbejdspladser Billedet er taget af © European Union, 2012 Programmet hedder Horizon2020, men der er faktisk ikke behov for at kigge så langt efter de ca. 600 milliarder forskningskroner, som Kommissionen har lagt op til i deres lovpakke. Pengene skal bruges til forsknings- og innovationsprojekter i perioden 2014-2020. ”Europa og ikke mindst Danmark er gode til at tænke kreativt og opfinde nye ting, men det er ikke nok. Det er ekstremt vigtigt for vores konkurrenceevne, at vi får sikret de bedste rammer for forskning og innovation, og det gør vi ved at putte flere penge i det,” siger landsformand for Europabevægelsen, Erik Boel. Selvom topmødet i starten af ugen og særligt europagten har stjålet opmærksomheden, har der været et andet ganske centralt uformelt møde om konkurrenceevne i gang i Bella Centeret disse dage, hvor de europæiske innovations- og forskningsministre med danske Morten Østergaard for bordenden har diskuteret Kommissionens udspil. ”I disse tider glemmer man let, at EU er meget andet end gældskrise. Det her er godt eksempel på, hvor mange mennesker EU hele tiden positivt hjælper med funding og støtte. En høj europæisk konkurrenceevne er nemlig ikke bare vigtig for de mennesker, der sidder i laboratoriet, men for alle mennesker i Europa, fordi det på sigt skaber endnu flere arbejdspladser,” forklarer landsformand Erik Boel. Han påpeger, at Danmark kommer til at nyde ekstra godt af et øget forskningsbudget, fordi Danmark generelt klarer sig godt inden for forskning og innovation. Ministrene skal mødes igen til et officielt Rådsmøde i Bruxelles d. 21. februar. Landsformand for Europabevægelsen, Erik Boel, kan kontaktes for yderligere kommentarer på 22516757/33141141 eller e-mail: erikboel@gmail.com

Har du en kommentar? Så skriv den her.