Hvad hvis det Bornholm, flygtningene kom til i stedet for Lampedusa? Hvor ligger nærområdeland? Hvordan takler vi flygtningesituationen? Spørgsmål er der nok af i Klaus Rothsteins bog Flugten til Europa. Der er også svar. Men nok ikke helt så mange, som man som engageret europæer kunne håbe på. Men det er nu ikke Klaus Rothsteins skyld – der skal blikket nærmere rettes mod politikerne.

Klaus Rothstein tager os i bogen med på en rejse. En rejse, der begyndte længe før vi oplevede flygtninge på de danske motorveje. Men hvor landene mod syd allerede var hårdt pressede. Vi hører om hvad der skete i de enkelte EU-lande og hvordan de hver især taklede situationen – på meget forskellig vis og vi kommer både til Lampedusa, til Tyskland og Calais. Det giver en god baggrundsviden om det som ikke altid er så synligt i de danske medier.

Hvornår er man flygtning – og hvornår er man migrant? Og hvad gør ordet illegal, når det sættes foran ordet flygtning? Så er det nok en, der ikke rigtigt fortjener det. Klaus Rothstein sætter i bogen fokus på hvordan vi – og medierne og politikere – bruger sproget til at tale om presset på vores grænser – og ikke mindst til at tale om andre mennesker. Samtidig med at han trækker spor gennem vores fortid og historie, drager paralleller og vender tingene på hovedet. Som fx er man ”ikke en rigtig” flygtning, hvis det første man gør, når man når sikkert frem er at bede om strøm til sin telefon? Hvad ville du selv gøre, hvis du var i fare for at dø, men var kommet i sikkerhed – ringe til din mor, dit barn, din mand?

 Porten til Europa

Hvad ville der ske, hvis flygtningene kom til Bornholm frem for EU’s sydligste udpost – den lille italienske ’ Lampedusa? Hvordan ville vi reagere? Bornholm har dog 539 km2 – Lampedusa kun 20 km2. Men det i vores egen baghave.

Vi bliver som læser taget med til Lampedusa – så vi nærmest kan lugte, smage og se det for os. Vi møder dem, som er berørt af situationen. Og dem, der ikke er. Og dem, der er flygtet.  Vi tages med til mindesmærker over flere skibsforlis med flygtninge, hvor mange hundrede har mistet livet i forsøget på at komme igennem porten til Europa. Men han spørger også – hvorfor sættes et mindemærke op som om situationen er ovre. Man sætter jo heller ikke mindesmærke op over faldne soldater i en krig, før krigen er slut.

 Fra Libyen til Italien, der sejlede en brig….Og Lam-pe-dus-se-da …

Den gamle sang ”Fra England til Skotland” er blevet omformuleret – og er et godt billede på den sarkasme, der til tiden driver ned af siderne i bogen. En sarkasme, der alligevel giver anledning til refleksion. Er det bare en sang, en fiktion? Nej, det er i høj grad virkeligt for mange tusinder af mennesker. Ligeledes med spørgsmålet – hvor ligger Nærområdeland? Der hvor vi bare kan sende alle flygtningene hen? Klaus Rothstein sætter fingeren på nogle ømme punkter, og uanset om man er enig eller ej, så bør man læse bogen. Også selvom det ikke ligefrem er opmuntrende læsning – der er ikke meget feelgood her.

 Det er en personlig beretning – og vi mærker både journalisten og mennesket Klaus Rothstein. Journalisten fordi bogen er velskrevet, krydret med hans avisartikler og der bliver stillet spørgsmål og undersøgt nysgerrigt hele vejen igennem. Mennesket fordi man også kan mærke ham – både i beskrivelserne, men også i hans undren undervejs. Og fordi han tager stilling – ikke på en bedrevidende eller påduttende facon, men man føler alligevel, at man ved, hvor man har ham. Det er både befriende og værd at læse. Det er et menneske, der fortæller om mennesker.

Selvom redaktionen af bogen er afsluttet i september 2015 er den – desværre – stadig mere end aktuel. Der er ikke fundet en permanent løsning mellem EU-medlemsstaterne, selvom der er forslag på bordet.

Man sluger bogen hurtigt – både fordi man er nysgerrig, men ikke mindst fordi den er velskrevet og han tager læseren med hele vejen. Man får lyst til at vide mere.

Og det kan man heldigvis, når Klaus Rothstein gæster os og Tranquebar rejseboghandel 20. april kl. 19.00 – 20.30. Her vil han fortælle mere om bogen, men også om hans nylige tur med Frontex.

Tilmelding til eubev@eubev.dk – Entre: 50 kr. – gratis for medlemmer af Europabevægelsen og Tranquebar.

Fakta om bogen:

Klaus Rothstein: Flugten til Europa – et essay om flygtninge og migration
186 sider
Udgivet 29. oktober 2015
Pris: 249 kr.

6 stjerner – Anmeldt af Christine Bille