Det har længe været en selvfølge, at stater i den vestlige del af verden henviser til og arbejder for udbredelsen af retsstat og menneskerettigheder. Skiftende danske udenrigsministre har i årtier gentaget, at Danmark aktivt skal fremme danske værdier om retsstatsprincipper, menneskerettigheder og demokrati både i internationalt og bilateralt samarbejde.

De bekymrende politiske strømninger, som vi for øjeblikket iagttager i liberale stater, omfatter også et opgør med de værdier. Og mønsterstaten Danmark er desværre på vej til at bidrage hertil.

Der synes at have bredt sig en opfattelse af, at fortolkningen af rettighederne i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention er gået for langt. Ja faktisk deles den holdning af et flertal i Folketinget.

Synspunktet lyder, at det aldrig har været meningen, at Menneskerettighedskonventionen skal forhindre medlemsstaterne i at føre en selvstændig politik, navnlig på udlændingeområdet.

Derfor skal der tages et opgør med Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis. Den mulighed byder sig, når Danmark til november overtager formandskabet for Europarådets besluttende organ Ministerkomiteen.

Høj troværdighed

Danmarks troværdighed inden for Europarådets kerneområder, retsstat og menneskerettigheder, er anerkendt. Årsagen er bl.a., at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har antaget relativt få danske sager til realitetsbehandling, og at Danmark kun har fået ganske få domme i mod sig (i alt 15 siden 1989).

Overordnet har Danmark ikke væsentlige problemer med at efterleve sine forpligtelser i Europarådet, som vi var med til at grundlægge. Danmark er således en loyal grundlæggerstat.

Det kommende formandskab giver Danmark mulighed for at bruge organisationen til at fremme danske interesser i international politik. Fulgte man traditionen, ville man fremme retsstatsprincipper, menneskerettigheder og demokrati i det internationale arbejde. Og der er nok at tage fat på, for Europarådet og dermed Menneskerettighedsdomstolens grundlæggende værdisæt er under pres.

Især statsledelser i Aserbajdsjan, Polen, Rusland, Tyrkiet og Ungarn læser værdierne, som Fanden læser Bibelen. Det har konsekvenser for borgernes retssikkerhed og undergraver samarbejdets – og dermed medlemsstaternes– troværdighed.

Samtidig har Storbritannien i sin nationale enegang flere gange proklameret, at menneskerettigheder kan håndteres nationalt, og det er sandsynligt, at landet efter Brexit vil tage skridt til at træde ud af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Værn mod staten

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er Europarådets retlige dronning. Den er – som også kritikerne fremhæver – menneskeskabt og ikke faldet ned fra himmelen. Den er drevet af mennesker og dermed ikke ufejlbarlig.

Domstolen er bygget på princippet om dynamisk fortolkning, som betyder, at menneskerettighederne fortolkes i lyset af det moderne europæiske samfund. Når samfundet ændrer sig, må et effektivt og tidssvarende værn indimellem udsættes for nyfortolkninger. Uden den dynamik havde konventionens rettigheder været blottet for reelt indhold.

Dynamikken er selve fundamentet for domstolens succes og dermed afgørende for den retsbeskyttelse, som Europas borgere dagligt kan glæde sig over.

Alligevel kan den konkrete udvikling af domspraksis selvfølgelig godt diskuteres, men det bør ske under udtrykkeligt hensyn til, at formålet med Domstolen er at værne om en effektiv rettighedsbeskyttelse.

Domstolen er ofte blevet kritiseret i konkrete sager. Især af stater, der taber sager, eller finder, at praksis går for langt. Det er naturligt, men Domstolen er netop sat i verden af medlemsstaterne for at beskytte individets rettigheder mod de selv samme medlemsstaters krænkelser. Hvad ville Domstolens anseelse være, hvis den ikke var uafhængig, men følgagtig? Borgere, der har vundet sager ved Domstolen, har nok en mening om det.

Myter styrer debat

Den aktuelle debat er ikke tilstrækkeligt begrundet og bygger ofte på myter i kølvandet på enkeltsager. Det fremgik til fulde under en forhandling i Folketinget den 6. december 2016, hvor DF havde fremlagt et forslag om at stække Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Den konkrete anledning var den nylige højesteretsdom i den såkaldte Levakovic-sag, hvor en kriminel kroatisk statsborger ikke kunne udvises, fordi retten til familieliv stod i vejen.

DF henviste i beslutningsforslaget til andre eksempler uden dog at dokumentere dem og gjorde sig på den spinkle baggrund til talsmand for, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkningsstil generelt forhindrer regeringen i at føre den udlændingepolitik, der er flertal for i Folketinget.

Forhandlingen viste, at et flertal bestående af DF, VLAK-regeringen og Socialdemokratiet bekræfter hinanden i, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol er gået for vidt i sine afgørelser. Der var derfor støtte til, at regeringen under Danmarks formandskab sætter en reform af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention på dagsordenen.

Det er ganske enestående lykkedes skeptikere at fremmane en negativt ladet bibetydning af begrebet konvention. En afbalanceret forståelse af konventioners fordele og ulemper i den internationale politiks perspektiv er fraværende. Konventioner fremstilles som aftaler, der snarere har til formål at indskrænke det nationale råderum, end som gensidigt forpligtende aftaler, der bidrager til løsning af fælles problematikker.

Danmark kan vælte læsset

Mange vil måske trække på skuldrene i sikker forvisning om, at et lille land som Danmark næppe kan rokke ret meget ved internationale aftaler. Men netop i dette spørgsmål er Danmarks vægt større end som så pga. vores helt særlige rolle som loyal grundlæggerstat. Det kan medføre store konsekvenser for konventionssystemets fremtidige overlevelse og effektivitet, hvis systemet de facto undermineres af et land som vores.

I Europarådet er det indtil videre kommet som en beklagelig overraskelse, at det er en grundlæggerstat som Danmark, der tager et uoverskueligt strategisk initiativ, hvis mulige forløb og resultat vi i den nuværende politiske situation i Europa kun kan frygte.

Der er utvivlsomt medlemsstater, som vil støtte Danmarks initiativ i håbet om at kunne svække efterlevelsen af rettigheder som forsamlings- og ytringsfrihed – måske også beskyttelsen mod tortur og dødsstraf. Danmark er på vej til at åbne Pandoras æske.

Hvis de mulige konsekvenser af initiativet ikke er gennemtænkt, risikerer vi at række en lillefinger til de nye kræfter, der i disse år vinder frem i Europa, og som vel – uden at fornærme nogen – må siges at have et snævert nationalt fokus. Hvis Danmark tager et initiativ bør formålet være at befri debatten for myter for at sikre grundlaget for borgernes beskyttelse i de europæiske retsstater.

Derfor dette varselsskud for vore rettigheder: En liden tue kan som bekendt vælte stort læs.

Skrevet af Hanne Severinsen, Tobias Stadarfeld Jensen og Claus von Barnekow. Bragt i Information d. 10. februar 2017.