Det er snart ikke til at få tal på, hvor mange bøger Jens Christian Grøndahl har udgivet, og godt det samme. Forfatterens evne til på vedkommende vis at beskæftige sig med sin samtid og historien ud fra små hverdagsagtige betragtninger har i flere af hans udgivelser været enestående. Det gælder også for det nyeste skud på stammen ”Europas Ambassade”. Bogen er et rejseessay, som sammenstykker enkelt personers betragtninger med forfatterens egne over de hændelser, som finder sted i Europa i øjeblikket. Hovedomdrejningspunktet er flygtningekrisen, og hvordan den påvirker vores forståelse af det at være borgere i Europa og Danmark. Grøndahl rejser blandt andet til den italienske ø Lampedusa for at opleve på egen hånd, hvordan flygtningestrømmen påvirker både lokalbefolkning og det nødhjælpsarbejde, der finder sted. Under sit besøg på Lampedusa oplever han en hjertevarme over for de nødstedte, som, for de fleste af os, er svær at forstå, når vi sammenholder den med de fremmedfjendske strømninger, som opleves flere steder i Europa og for den sags skyld også i resten af verden. Grøndahl holder sig imidlertid for god til at lave lommefilosofiske konklusioner, og giver i stedet mikrofonen til de folk han møder, som dermed kan give deres bud på, hvordan det står til med medmenneskeligheden på det europæiske kontinent. Omend det ikke er alle de medvirkende personers betragtninger, som kan sættes ind i en større fortælling om tilstanden i Europa, bidrager alle fortællinger alligevel til et samlet vidnesbyrd om en fælles forståelse af en europæisk problemstilling, som er svær at håndtere uden at stå sammen. Grøndahl virker ikke selektiv i sit valg af persongalleriet til bogen. Derfor fremstår betragtningerne også utrolig ærlige, når man hører om frygten efter terrorangrebet i Bruxelles eller frustrationen over at komme til kort over for de problemer, som massiv flygtningetilstrømning nødvendigvis medfører på en ø som Lampedusa.

Alt i alt står man som læser tilbage med et enestående vidnesbyrd, som i brudstykker skitserer kontinentets tilstand, og som det også er tilfældet i tidligere essays, er det Grøndahls force, at lade det være op til læseren at have et vist rum til selv at tolke politiske undertoner ind i de individuelle betragtninger.

Grøndahl er en af de få forfattere, som vedvarende bidrager til den europæiske samfundsdebat med sine essays, bøger, debatindlæg og deltagelse i radio og på tv. En forfatter vi både som danskere og europæere kan være stolte af.

Anmeldt af Peter Parbo